Ferie ved Klitmøller, Vorupør og Hanstholm
Hanstholm, Klitmøller og Vorupør er populære feriesteder i Nordjylland. Det er hyggelige, autentiske fiskerbyer byer med både historie og et moderne byliv med spisesteder og caféer. Her kan du bo i sommerhus mellem Vesterhavet og Limfjorden, midt i barsk, uspoleret natur, der strækker sig så lang øjet rækker. Vindens og Vesterhaves kræfter kan rigtig mærkes her.Klitmøller - hovedstaden i Cold Hawaii
Klitmøller var tidligere en driftig fiskerby, men i 1967 blev byens fiskekutter flyttet til den dengang nye havn i Hanstholm. Mange af de gamle fiskertraditioner er dog blevet bevaret, og der bliver stadig drevet fiskeri i Klitmøller fra små fiskerbåde, der bliver trukket op på stranden.
I dag er det i høj grad surferne, der sætter sit præg på Klitmøller. Surfturismens opblomstring i byen har tilført Klitmøller et moderne, internationalt islæt. Den moderne, urbane livsstil blandes med det traditionelle, autentiske Klitmøller og skaber en helt speciel atmosfære og et unikt strand- og bymiljø, der ikke findes noget andet sted i Danmark. Klitmøller er blevet samlingspunkt for surfere fra hele verden, der nyder godt af de store bølger og helt perfekte surfforhold på strækningen fra Agger til Hanstholm, også kaldet Cold Hawaii.
Klitmøller tiltrækker ikke kun feriegæster og surfturister året rundt, mange vælger at bosætte sig i byen. Klitmøller er en levende by i udvikling, men der er samtidig ro og masser af natur lige uden for døren. Det gør Klitmøller til et attraktivt sted at bosætte sig – og holde ferie.
Da turisterne kommer til Klitmøller året rundt, er der er godt udvalg af butikker, der holder åbent hele året. Her kan de daglige indkøb fortages i supermarkedet, og der er bl.a. forretninger med kunsthåndværk, brugskunst, tøj og selvfølgelig surfudstyr.
Der er få, men gode spisesteder i Klitmøller, hvor man kan nyde retter lavet af lokale råvarer og frisk fisk. Der er også et røgeri i Klitmøller og flere hyggelige caféer.
Vorupør – en livlig turistby
Vorupør er en livlig badeby med masser af feriestemning. Her finder du et væld af butikker med dagligvarer, brugskunst og surferudstyr. Der er også et lysstøberi med butik. Byen byder også på mange spisesteder og caféer, hvor man kan få alt fra lækre fiskeretter til en god burger. I Vorupør finder du hele to røgerier, hvor du enten kan spise eller købe mad med hjem til sommerhuset.
Ligesom i Klitmøller støder man også på mange surfere i Vorupør. Byen ligger på den strækning, der kaldes Cold Hawaii og det er Vorupørs læmole, der under bestemte vejrforhold skaber de perfekte betingelse for surferne i Vorupør. Dette er til stor glæde for surferne, men ikke mindst for alle feriegæsterne i byen, der kan nyde synet af surfernes vilde udskejelser.
I det gamle fiskerleje Vorupør kan man stadig opleve erhvervsfiskeri med kuttere på åben strand, der bliver halet op på land. Her kan du købe fisk, der lige et trukket op af Vesterhavet. Friskere fisk fås ikke i ferien. I en restaureret båd, der ligger på stranden, kan man gå ombord og selv få en fornemmelse af fiskernes dagligdag på havet. Lystfiskere kan prøve kræfter med kystfiskeri eller benyttet molen i Nr. Vorupør, når aftensmaden skal hales i land. Der arrangeres fisketure på kutter til det Gule Rev fra Vorupør.
De fleste feriegæster lejer sommerhus ved Vorupør for at kunne tage en dukkert i Vesterhavets bølger. I Vorupør er der et helt specielt tilbud til badegæsterne og andre, der ønsker at boltre sig i Vesterhavet, nemlig landets første havbad. I havbadet kan man svømme, lege eller sejle i havkajak uden at skulle tænke på store bølger, understrøm og hestehuller.
I Nordsø Akvariet i Vorupør kan du opleve fiskene fra Nordsøen, både de helt almindelige som fx rødspætter, torsk og pighvarrer, men også sjældne arter. Mere end 80 arter kan ses i 16 forskellige bassiner.
Det er en sjov og lærerig rejse under havets overflade, hvor børn og andre nysgerrige personer kan komme helt tæt på fisk og krabber i rørebassinet. Der bor desuden fem forskellige hajarter i et stort hajbassin på Nordsø Akvariet, og de fascinerende fisk kan studeres indgående i den imponerende hajtunnel.
Vorupør Museum er indrettet i et gammelt bådeværft, hvor de fiskekuttere, der blev brugt langs kysten, blev bygget. De gamle maskiner er blevet restaureret og de er funktionsdygtige, hvilket af og til kan opleves, når skibsværftet vækkes til live. Vorupør Museum fortæller desuden historien om stedet og byen. Her kan man lære om befolkningens kamp for at skaffe det daglige brød, en dagligdag med hårdt arbejde og hvor religionen havde en stor betydning.
Hanstholm – fiskeauktion og bunkermuseum
Hanstholm ligger i den nordlige del af Thy midt i den barske natur. Det tidligere lille fiskerleje er, i modsætning til feriebyerne Klitmøller og Vorupør, vokset til en større handels- og industriby. Faktisk er Hanstholm i dag en af Danmarks største konsumfiskerihavne, og man kan opleve travlheden på fiskeauktionerne i byens store fiskehaller. Det er dog vigtig at huske, at det ikke er en turistattraktion, men en arbejdsplads, man får lov til at besøge, det er derfor vigtig at man viser hensyn.
I Hanstholm er der butikker, dagligvarebutikker, caféer, spisesteder og et shoppingcenter, så man kan sagtens tilbringe en hyggelig dag i byen med at ose, spise frokost og nyde stemningen. Molerne ved den store havn tiltrækker turister og især lystfiskere, der nyder godt af Vesterhavets store rigdom af bl.a. makreller, sild og fladfisk.
Hanstholm er en del af Cold Hawaii, da der findes en del surfspots i området. Når vind og strømforhold er perfekte, kan man iagttage surfernes leg på bølgerne. Det er bl.a. på begge sider af havnen samt langs kyststrækningen ved Nordre Strandvej at surferne finder de gode bølger.
Vil du vide mere om Hanstholms rolle i 2. Verdenskrig, så skal du besøge Museumcenter Hanstholm, der består af flere spændende museumsdele. Her kan man fx gå på opdagelse i bunkermuseet og besøge de bunkers, som blev opført i Hanstholm og omegn som en del af Hitlers Atlantvold. Her er bl.a. ammunitionsrum, mandskabsrum og en imponerende kanonbrønd, der er 30 meter i diameter og 5 meter dyb. De nitten bunkere, der ligger spredt ud i klitterne syd for Hanstholm er udlagt som frilandsmuseum. Du kan derfor besøge alle bunkerne døgnet rundt. I den moderne udstillingsbygning ’Dokumentationscenteret’ kan du få mere at vide om de 90 soldater, der boede i den store bunker og de våben der blev brugt den gang. Du kan også lære mere om filmsuccessen ’Olsenbanden i Jylland’ fra 1971, der blev optaget ved bunkerne i området ved Hanstholm.